De seneste uger har vi her på bloggen beskrevet, hvordan kravet om hjemmehørende frø breder sig i offentlige udbud, og hvordan naturlige materialer kan løse både klima- og bæredygtighedsudfordringer i anlæggene. Men der findes en modsætning i udviklingen, som sjældent bliver sagt højt – og som forklarer, hvorfor gode hensigter så ofte ikke bliver til hjemmehørende bestande i det færdige anlæg.
Barrieren hedder risiko.
Hvorfor det vilde valg taber på deadlinen
Hjemmehørende arter spirer typisk langsommere og mindre forudsigeligt end de konventionelle, hurtigtvoksende græsblandinger, branchen har arbejdet med i årtier. På papiret – i udbudsmaterialet, i projektbeskrivelsen, i biodiversitetsanalysen – er hjemmehørende frø det oplagte valg. Men på en nygravet skrænt i oktober, hvor regnen står på, afleveringsdatoen nærmer sig, og entreprenøren står med ansvaret for, at arealerne er etableret ved aflevering, vinder det sikre valg.
Resultatet kender vi alle: Udbud med biodiversitetsambitioner ender med en konventionel blanding, fordi nogen skulle kunne garantere resultatet. Det er ikke modstand mod idéen. Det er risikostyring – udført af mennesker, der bliver målt på afleveringer, ikke på hensigter.
Problemet er reelt, og det skal tages seriøst. Men løsningen er ikke at affeje bekymringen. Løsningen er at adskille to ting, der ofte forveksles: valget af frø og valget af etableringsmetode.
Etableringsmetoden afgør risikoen – ikke frøvalget
En forudsået erosionsmåtte som Greenfix Covamat samler de to valg i én løsning. Frøblandingen – herunder hjemmehørende arter – er indsyet i måttens fiberstruktur. Det betyder i praksis tre ting for risikoen:
Frøene beskyttes mod udvaskning ved regn og mod udtørring i tørkeperioder, fordi de ligger fastgjort i fibermatrixen i stedet for mere eller mindre løst på overfladen.
Måttens struktur skaber et mikroklima omkring frøene – fugtigt, temperaturudsvingsbeskyttende og gunstigt for spiring – mens fibrene samtidig holder på jorden under etableringen.
Og installationen følger kendte, dokumenterede principper: nedgravning af kanter, tagstens-overlap i strømningsretningen og fastgørelse efter hældningen, op til tre spyd pr. kvadratmeter ved de stejleste strækninger. Arbejdsgangen er den samme, uanset om frøet er indsyet eller ej – men resultatet bliver langt mere forudsigeligt, fordi frøet ligger præcis, hvor det skal, under præcis de betingelser, det skal.
Det afgørende er dokumentation: Etableringen kan konstateres visuelt uger efter udlægning – en grøn "skygge" gennem mattens struktur – i stedet for at bygherren skal vente på næste vækstsæson for at vide, om såningen lykkedes.
Hvad det betyder for bygherren og for entreprenøren
Set fra bygherresiden betyder det, at man kan skrive kravet om hjemmehørende frø ind i udbuddet uden at acceptere en større fejlrisiko. Kravet og sikkerheden ophører med at være en afvejning.
Set fra entreprenørsiden betyder det, at man kan byde på biodiversitetsambitiøse projekter uden at skulle prissætte en usikker gensåning ind – den post, der ellers får det vilde valg til at tabe på pris, forsvinder.
Og set fra naturens side betyder det, at det artsgrundlag, bygherren ønskede, faktisk etablerer sig. Hensigten og resultatet bliver det samme.
Barrieren kan designes væk
Udviklingen med hjemmehørende frø i udbuddene fortsætter – af erfaring at dømme hurtigere end mange venter. Næste gang risikospørgsmålet opstår ved bordet – "hvad nu hvis såningen ikke etablerer sig?" – er svaret ikke at vælge det sikre frem for det vilde. Svaret er at vælge en etableringsmetode, hvor spørgsmålet ikke behøves stillet.
Risikoen er det bedste argument imod hjemmehørende frø. Og den kan designes væk.