Der findes dokumenterede dansk erfaring med naturbaseret erosionskontrol, der er så gammel og så overbevisende, at man undrer sig over, at den ikke citeres oftere. Det handler om Brede Å i Sønderjylland, og historien fortjener at blive fortalt igen – især nu.
Baggrunden: et vandløb, der fik sin natur tilbage
I 1957 blev Brede Å reguleret og udrettet, som så mange danske vandløb i perioden, for at øge landbrugsudbyttet af de omkringliggende arealer. Konsekvenserne var de velkendte: øget vandhastighed, materialetransport fra bund og sider, og et vandløb, der skar sig dybere og dybere ned i landskabet. I den nedre del gav det problemer med tilsanding, og betingelserne for dyre- og plantelivet blev efterhånden dårlige.
Med tiden voksede ønsket om at føre åen tilbage til dens naturlige forløb – en restaurering udviklet af Sønderjyllands Amt med økonomisk støtte fra EU og Miljøstyrelsen. Formålet var bedre leveforhold for dyr og planter, herunder gydebanker for ørred og laks, færre udledninger af næringsstoffer og salte, og en landskabelig forbedring af ådalen.
Valget mellem sten og naturmaterialer
Traditionelt sikres nye vandløbsbrinker med stenindbygning. Metoden er velkendt og effektiv, og den består. Men den er også omkostningskrævende. Derfor besluttede amtet i 1994 at udlægge mindre forsøgsstrækninger med Greenfix erosionskontrolmåtter – en måtte af naturfibre, som efter behov kan leveres med græsfrø indsyet, så projektet kunne færdiggøres ad én arbejdsgang.
Så kom en prøve, ingen havde bestilt: kort efter afslutningen af projektet i 1994 faldt der meget store nedbørsmængder, som medførte ekstremt høj vandføring i vandløbet. Da vandstanden var normal igen, kunne man konstatere omfattende skader på de nygravede strækninger – med én markant undtagelse. Nygravede skrænter, der var beskyttet af Greenfix på forsøgsstrækningerne, havde holdt.
10.000 kvadratmeter og en pris på en femtedel
Erfaringen førte til en beslutning om at sikre langt større strækninger med samme metode. I 1995 blev der således indlagt cirka 10.000 kvadratmeter Greenfix i Brede Å. Vurderingen fra projektet var klar: Greenfix kostede cirka 20 procent af den traditionelle stenindbygning.
Resten af regnestykket er mindst lige så interessant. Greenfix er et hjælpemiddel – efter nogle år opløses måtten og forsvinder, og fra det tidspunkt skal den naturlige plantevækst overtage beskyttelsen. Den type 2-måtte, der blev anvendt, nedbrydes fuldstændigt biologisk efter cirka 24 måneder og sikrer undervejs et mikrobiologisk jordklima, der fremmer væksten. Når måtten er væk, kan vandløbet igen arbejde naturligt med sine brinker og fortsætte med at forme dem, som naturen altid har gjort. Resultatet kunne ses allerede 3-4 måneder efter installation.
Man køber altså en midlertidig foranstaltning, der bærer vegetationen frem til den dag, den kan klare sig selv – til en femtedel af prisen på den permanente løsning. Og til forskel fra sten efterlader den et levende vandløb, ikke et befæstet.
Hvorfor historien betyder noget i dag
Tredive år senere står vi med andre vandløbsrestaureringer, andre klimaplaner og en dagsorden fyldt med naturgenopretning og klimatilpasning. Mange af de samme valg træffes igen: permanent forstærkning eller midlertidig naturbaseret beskyttelse. Brede Å viser, at valget ikke er mellem kvalitet og pris – den dokumenterede erfaring viser, at den naturbaserede metode bestod en ekstremregnsprøve, betød en markant lavere omkostning og efterlod et bedre vandløb.
Greenfix-måtter har været på det danske marked siden 1987. Erfaringen er altså ikke en nyhed fra et laboratorium – den er afprøvet i dansk jord, i dansk vejr, over tre årtier.
Spørgsmålet, historien rejser, er enkelt: Hvorfor bygger vi stadig med sten, når dokumenterede naturlige løsninger kan gøre arbejdet billigere og bedre?